4 dages cykeltur
Se oversigtskort over Gudenåen:
Tur- og etapelængder
Her er der fine muligheder for at tilpasse dagsetaperne til alder, dagsform, humør og energi.
Den samlede turlængde kan varieres fra godt 100 km til noget over 200 km.
Her er således udfordringer for både børnefamilien og den veltrænede motionist.
Alle angivne ruter går på mindre befærdede asfaltveje med enkelte strækninger på faste grusveje.
Når du er tilmeldt, vil du i slutningen af april få tilsendt kort og infomateriale, som beskriver rutemulighederne.
Se under "kort", hvor de forskellige ruter på de enkelte etaper er angivet.
1. etape fra Gudenåens kilder til Ry

Vi mødes kl. 9 ved Gudenåens kilder 
og smager selvfølgelig på det rene klare vand. Det er køligt, friskt og velsmagende og således et rigtig godt grundlag for den videre færd.
Den mest sandsynlige rute for første tape vil være med passage af "den lille" Gudenå ved Hammer Mølle og videre op over hovedvej 13 til Hjortsvang og Åle.
Derfra forholdsvis tæt langs åen til Brestenbro og Vestbirk. Måske et besøg ved det gamle kraftværk? Derefter følges den gamle nedlagte jernbane op mod Tønning efterfulgt af en lang nedkørsel til Vissinggård og den smukke Nedenskov Sø.
Forbi det lille røgeri i Voervadsbro - er det mon her frokosten skal indtages? - og så på grusvej langs åen gennem Højlund Skov til Klostermølle. Hvad med at bestige Sukkertoppen (108 m) 
med en fornem udsigt over Mossø?
Brug noget tid ved Klostermølle 
- her er interessant historie med en udstilling omkring klosterkulturen, opstemningen, papfabrikken m.m. Herfra går det mod Ry. Først over Salten Å, og derefter på grusvej (Engvej) og videre gennem det smukke Hejnæs.
Du kan også cykle op til Gl. Rye. Her er fine overnatningsmuligheder, og Gl. Rye er bestemt en spændende landsby med helligkilder, galgebakke og en speciel lille kirke med en helt egen historie og en flot udsigt fra tårnet.
Det er også muligt at besøge Gl. Rye på 2. etape (se nedenfor)
2. etape fra Ry til Silkeborg
Her er der en række forskellige rutemuligheder.
Rute A - 26 km: Her kan du cykle igennem Ry Nørreskov, måske bestige Himmelbjerget 
og videre gennem FDFs store lejrcenter Sletten 
. Tæt forbi Svejbæksnævringen ( når du kommer ud af dyrehegnet ved Svejbækvej kan du cykle til højre ned til Skyttehusets Camping - et godt frokoststed). Derefter til Slåensø 
, en af Danmarks reneste søer, og selvfølgelig smage på det rene, friske vand! Eller hvad med en forfriskende dukkert? Her er der også mulighed for at cykle/trække op til Kongestolen med en ganske flot udsigt!
Nu over i Silkeborg Østerskov med en tur forbi Avnsøerne og Klüvers kanal 
og endelig ind mod Silkeborg langs Remstrup Å, som Gudenåen kaldes på dette stykke.
Det meste af denne rute går på store faste grusveje!
Du kan muligvis nå et besøg på Ferskvandsmuseet Aqua 

Rute B - 21 km: Det kunne også være en tur nord om Julsø. Fra Ry cykler du forbi Knudsø og drejer ind af Birkhedevej. En smuk tur op til den lille landsby Alling med efter sigende Danmarks mindste kirke. Et besøg værd. Ned til Julsø og Laven og derefter en rigtig god stigning ("kategori 3") op mod Gl. Laven.
Før du når dertil, bør du stille cyklen ved en lille P-plads på højre hånd og gå ud og få udsigten fra Gammelkol 
ned over Dynæs (Johan Skjolborgs folkemøder) mod Himmelbjerget!
Ned igennem Linå Vesterskov til Svejbæk og Sejs. Her er der mulighed for at bestige Sindbjerg (103 m) 
med endnu en flot udsigt. Du følger herefter Sejsvej, der går ganske tæt langs med Gudenåen ind mod Silkeborg.
Rute C - 31 km: En anden mulighed er at cykle til Gl. Rye (Husk at besøge kirken 
, Galjebakken 
, møllen 
og måske Sct. Sørens kilde 
) og derefter gennem et meget smukt skovområde nord om Salten Langsø. Over Salten og Frisholm, hvorefter du rammer den nedlagte jernbane mellem Silkeborg og Horsens - og til slut gennem Them og Silkeborg Vesterskov ind til Silkeborg.
3. etape fra Silkeborg til Bjerringbro
Her er der igen en del muligheder.
Rute A - 41 km: Det kunne være den meget direkte vej mod nord, startende med trækstien langs Silkeborg Langsø, op over Gødvad Mælkevej med flot udsigt ned over å-løbet og videre til Resenbro. Forbi Sminge Sø, hvor du evt. kører ned til fugletårnet 
ved søbredden og videre til Svosstrup med den smukke gamle pramdragerkro 
- bestemt et besøg værd! Måske er der også tid til en afstikker over til Tvilum gamle klosterkirke 
på østside af åen. Derefter nordpå til Ans, over Tangesø og på grusvej gennem Gudenå Centralens Plantage ned til Tangeværket. Sluttelig til Bjerringbro, hvor du kommer ned over Gudenåen lige ved Bjerringbro Teltplads (Gudenåvej 5)

Rute B - 66 km: Her cykler du hen over Gudenåen på jernbanebroen og følger den asfalterede sti, der går på det gamle jernbanespor mod Gjern. Den går under højbøgene i Silkeborg Nordskov og over hedesletten Hårup Sande til Resenbro og videre til Sminge syd for Gjern Bakker. Her slipper du det gamle jernbanespor og cykler ad Sørkelvej forbi Tvilum gamle klosterkirke 
. Du kan dog før du når klosterkirken tage en afstikker over Gudenåen til den på alle måder meget spændende Svostrup Kro 
! derefter nord om Tange Sø til Bjerringbro gerne med en tur forbi Tangeværket 
.
Rute C - 42 km: Du kunne også cykle fra Silkeborg mod øst til Sejs og Laven med flere flotte udsigter over Julsø og Himmelbjerget (se under 2. etape rute B), nordpå over Mollerup og Sorring med en tur op på Sorring Loddenhøj 
148 m!
Derefter gennem det smukke Gjern bakker og forbi Tvilum gamle klosterkirke til Kongensbro. Nu nordpå direkte mod Bjerringbro, dog gerne med en afstikker ned til Tangeværket!
Jo, her er der mange kombinationsmuligheder!
På anbefaling af tidligere deltagere har vi i år mulighed for at invitere til fælles middag og samvær på Nørgaards Højskole. Middagen starter kl. 19.00.
Se mere under "information om højskoleaftener".
4. etape fra Bjerringbro til Randers
Her er der også mulighed for at vælge tre forskellige ruter!
To ruter går nordpå til Gudenåens gamle udløb gennem Nørreådalen til Hjarbæk fjord. Senere "valgte" vandet så det nuværende løb ud til Randers.
Rute A - 57 km: Du cykler mod nord gennem Mammen og ned over Nørreåen til Vejrumbro. Derefter mod øst ud over Ø Bakker - en meget smuk hedeknold midt i Nørreådalen. Navnet stammer helt tilbage fra stenalderen, hvor Randers fjord gik næsten helt ind til Viborg. Dengang lå bakken som en ø midt i fjorden. Fra bakketoppen er der en fantastisk udsigt over den smukke og fredede ådal. Til Ø Bakker knyttes savnet om Kong Dan...
For at komme videre mod Randers skal du lige en tur op omkring Ørum. Derefter atter ned i ådalen, som du nu følger frem mod Tindbæk og videre igennem den kuperede og flotte "naturskov" Fussingø og ned til det gamle gods (Fussingø Slot fra 1795) 
og selve søen.
Nord om denne og op til Tånum, hvor der atter er udsigt ned over Gudenådalen. Du rammer den gamle pramdragersti ved Fladbro og følger denne ind til Tørvebryggen ved Randers Regnskov
Rute B - 37 km: Her går det op til Hjorthede, hvorefter du bliver på højderyggen frem til Vester Velling. Herfra er der en meget flot nedkørsel til Gudenåen, videre til Ålum og over til Fussingø (se turbeskrivelse ovenfor). Herefter er turen fælles med rute A frem til Tørvebryggen.
Rute C - 35 km: Du kan også følge Gudenåen fra Bjerringbro til Ulstrup på sydsiden af åen. Lige før Bamsebo Camping er der en parkeringsplads på højre side. Herfra kan du bestige den 92 meter høje Busbjerg 
, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Gudenådalen
Videre op til Vellev efterfulgt af en dejlig nedkørsel, hen over åen og op til Langå. Endnu en gang over Gudenåen og op til Væth og ind mod Randers på sydsiden af åen. Der er hele vejen flot sigt ned over Gudenåen og de store engarealer. Turen slutter med passage af Gudenåen lige ved Randers Regnskov 
.
Læs mere om: